Vedtægter for Arena Rebild

 

VEDTÆGTER

for

Den selvejende institution

ARENA REBILD

 

 § 1.

Institutionens navn er ”Arena Rebild”. Hjemsted er Rebild Kommune. Institutionen er selvejende.

 

§ 2.

Institutionen har til formål at etablere og drive fritids- og forsamlingslokaler beregnet til benyttelse af Rebild Kommunes beboere og foreninger, særligt sportsklubber samt ungdomsforeninger og andre oplysende foreninger med fortrinsvis kulturelle formål og til arrangement af udstillinger, møder, stævner teatre, koncerter og lignende.

 

§ 3.

Den til opførelser af faciliteter nødvendige kapital tilvejebringes ved indsamling blandt kommunens beboere, foreninger og institutioner, kommunale tilskud, samt ved belåning af aktiver.

 

§ 4.

Såfremt der ved institutionens drift efter afskrivning fremkommer overskud, der ikke medgår til udligning af underskud fra tidligere år eller til henlæggelse til istandsættelse, fornyelser, vedligeholdelse m.v. eller til imødegåelse af eventuelt fremtidigt underskud, kan anvendes til ekstraordinær afskrivning, nybygning, modernisering eller udvidelse af bestående bygninger.

De institutionen tilhørende midler indsættes på bank- eller sparekassekonto, eller i øvrigt anbringes i sådanne værdipapirer, i hvilke umyndiges midler kan anbringes.

 

§ 5.

Som medlemmer kan optages personer, foreninger eller selskaber, der er bosiddende eller hjemmehørende i Rebild Kommune. Hvert enkelt medlem betaler kontingent, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen. Nyoptagne medlemmer indtræder i institutionens rettigheder fra førstkommende 1. juli eller 1. januar efter indmeldelsen. Foreninger og selskaber kan kun tegne et medlem pr. forening/selskab.

Eksisterende medlemmer, der er i restance med kontingent som fastsat efter stk. 1, mister deres rettigheder herunder både valgret og valgbarhed, såfremt restancen ikke er betalt senest 31. januar.

Medlemmet er i så fald ved betaling at sidestille med nyoptagne medlemmer. Det påhviler medlemmerne selv at drage omsorg for rettidig betaling

Medlemmerne har ingen andel i institutionens formue eller i eventuelt overskud, hvilket alene tilfalder institutionen.

Intet medlem hæfter for institutionens gæld eller for eventuelt driftsunderskud.

 

§ 6.

Generalforsamlingen er institutionens højeste myndighed. Beslutning på generalforsamling træffes ved simpelt stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal fremmødte.

Beslutning om nedlæggelse, salg eller ændring af nærværende vedtægter kan ligesom beslutning om opløsning, alene træffes under iagttagelse af reglerne i § 15. Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskives af dirigenten.

 

§ 7.

Til generalforsamlingen har samtlige medlemmer adgang. Et medlem er valgbar, når bestemmelsen

I § 5, stk. 1 er opfyldt og vedkommende person er fyldt 18 år. Foreninger og selskaber er ikke i sig selv valgbare. Repræsentanter for foreninger og selskaber vil være valgbare, såfremt den af dem fremlagte dokumentation godkendes. Hvert medlem over 18 år samt foreninger og selskaber har én stemme. Stemmeret kan kun udøves ved personlig nærværelse. Repræsentanter for foreninger og selskaber har ikke tillige personlig stemmeret uanset om vedkommende repræsentant er medlem. Repræsentanter for foreninger og selskaber må medbringe behørig dokumentation fra foreningens eller selskabets ledelse. Formanden for bestyrelse eller den der i hans fravær træder i hans sted afgør suverænt, hvorvidt den mødende har sådan dokumentation.

Indkaldelse til generalforsamling sker ved bekendtgørelse i lokale aviser med mindst 14 dages varsel. Dagsorden skal fremgå af bekendtgørelsen. Desuden gives skriftlig eller på mail meddelelse til samtlige medlemmer med varsel som fastsat af bestyrelsen. Indkaldelsen ledsages af regnskabsopstilling for det forløbne år og budget for indeværende regnskabsår.

 

§ 8.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april eller maj måned. Dagsorden skal omfatte følgende punkter:

                      1. Valg af dirigent

                      2. Årsberetning

                      3. Regnskab

                      4. Indkomne forslag

                      5. Valg af formand eller kasserer for bestyrelsen

                      6. Valg til bestyrelsen

                      7. Valg af suppleanter til bestyrelsen

                      8. Valg af revisor og én suppleant for denne

                      9. Eventuelt

Forslag der ønskes behandlet og gjort til genstand for generalforsamlingsbeslutning, skal fremsendes således de er til formanden for bestyrelsen i hænde senest 1. marts og skal være anført i den bekendtgjorte dagsorden pkt. 4.

Forslag der af medlemmer alene ønskes drøftet på den ordinære generalforsamling, må være indgivet skriftligt til formanden for bestyrelsen senest otte dage før generalforsamlingen.

 

§ 9.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter anmodning herom. I skrivelsen skal anføres, hvad der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.

Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes med samme varsel og under iagttagelse af samme former som gælder for den ordinære generalforsamling.

 

§ 10.

Generalforsamling vælger en bestyrelse på 5 eller 7 medlemmer. Alle valg finder sted for en toårig periode.  På ulige årstal afgår formanden og 1 (2) medlem. På lige årstal afgår kassereren og 2 (3)

medlemmer. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger selv næstformand og sekretær og nedsætter eventuelle udvalg.

 

§ 11.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af institutionen. Den ansætter og afskediger det til driften nødvendige personale og drager omsorg for, at udleje og benyttelse af lokalerne sker med fornøden hensyntagen til institutionens interesser. Den fastsætter den leje, der vil være at erlægge for benyttelse af lokalerne. Lejen skal alene fastsættes til en pris, der sikrer en forsvarlig drift med behørig hensyntagen til passende afskrivninger og henlæggelser.

Bestyrelsen udarbejder ordensregler indeholdende regler for lokalernes daglige drift og benyttelse.

Intet bestyrelsesmedlem kan direkte eller indirekte – uden generalforsamlingens godkendelse – oppebære vederlag for deres arbejde i bestyrelsen. Bestyrelsens medlemmer er dog berettiget til omkostningsgodtgørelse.

 

§ 12.

Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller mindst 3 (4) medlemmer anser det for påkrævet. Dens beslutninger afgøres ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme afgørende.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 (4) medlemmer er tilstede. Over det på bestyrelsesmøder passerede føres en protokol, der underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer.

 

§ 13.

Institutionens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december. Driftsregnskab og status indleveres af bestyrelsen senest den 1. maj til de generalforsamlingsvalgte revisorer. Der fremsendes et revideret og af generalforsamlingen godkendt regnskab til Rebild Kommune.

 

§ 14.

Institutionens revision består dels af en af bestyrelsen ansat revisor og dels af 2 på generalforsamling valgte kritiske revisorer. De af generalforsamlingen valgte revisorer afgår skiftevis hvert andet år. Genvalg kan finde sted.

 

§ 15.

Ændringer i nærværende vedtægt samt opløsning af institutionen skal vedtages på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der holdes med mindst 14 dages mellemrum og med en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer på hver enkelt generalforsamling.

Indkaldelse af begge generalforsamlinger skal ske under iagttagelse af reglerne i § 7.

I tilfælde af opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af institutionens midler, som dog under alle omstændigheder skal anvendes til almene formål i Rebild Kommune. Denne disposition skal godkendes af Rebild byråd.

 

§ 16.

Institutionen tegnes af bestyrelsens formand (i dennes fravær af næstformanden) i forbindelse med et bestyrelsesmedlem. Ved køb, salg og pantsætning af institutionens faste ejendom eller optagelse af lån tegner alene den samlede bestyrelse.

 

§ 17.

Nærværende vedtægter er gældende fra endelig vedtagelse på generalforsamlingen den 22. juni 2011.

Error parsing XSLT file: \xslt\ar_docs.xslt